Cup 2015

Ray Kennedy Cup 19. september i Valby Idrætspark

Solen skinnede over Valby, græsset var meget grønt, og forventningerne var mega store til årets Ray Kennedy Cup. Det var 3. gang, at denne turnering blev afholdt, og denne gang med 5 hold.

Norge stillede for første gang med et hold af ivrige atleter. Vores venner fra Sverige var med igen. Fra Jylland/Fyn kom det flotte hold ”Stive Ben”, et navn de ikke rigtig kunne leve op til. Endelig stillede FC Parkinson med sine 2 hold.

Turneringen blev afviklet således, at der var kampe på to baner samtidig. Alle hold fik derfor spillet 4 kampe, så der blev trukket på alle reserver. De viste sig at være store for de fleste, som fik vist at fodbold er en god måde at røre sig på.

Holdet ”Stive Ben” fra provinsen viste sig denne gang at være urørlige. De vandt fortjent alle kampene og fik derfor overrakt en vandrepokal for indsatsen.

Der var vel 100 personer i Valby Idrætspark, som oplevede, at fodbold er godt for både fysikken og det mentale. Venskaber blev skabt på tværs af Danmark, Norge og Sverige. Under den efterfølgende middag kunne høres, at der var opstået mange nye relationer. Alle lovede at komme tilbage i 2016. Tak til jer alle sammen.